Telefunken M15A

Telefunken M15A – Restaurering

Dette er en Telefunken M15A mastering/broadcast båndoptager fra 1979. Maskinen er fra min personlige samling, og restaureringen vil foregå løbende, når jeg har tid til det. Da jeg købte den var den ilde tilredt, der var tydelige tegn på den havde fået vandt på et tidspunkt. Ud over det havde den ene spolemotor også sat sig. Da jeg satte strøm til den første gang, kom der røg ud fra printet til tidstælleren og den sprang sikringer. Alt i alt kunne jeg konkludere der var et godt stykke vej til den kan blive museums-perfekt stand igen, selv om det nu nok skal komme på sigt. Det er desuden en mono-maskine men forberedt til stereo i ledningsnettet. Det er planen den skal ombygges til stereo, så den kan bruges til mastering og arkivering.

Telefunken M15 – En tysk A80?

Telefunken M15 og senere M15A blev bygget af Telefunken som et tysk svar på den schweizisk byggede Studer A80 som blev lanceret i 1970 og blev en af de mest populære studiebåndoptagere til brug i både broadcast og pladestudier. M15A blev bygget på samme kvalitetsniveau som A80 og med samme skaleringsmuligheder, alt fra 1 spor på 1/4″ bånd til 24 spor på 2″ bånd, og det var derfor tydeligt de to maskiner var direkte konkurrenter. M15 og M15A blev ret populære rundt omkring i Europa, særligt på tyske og hollandske radiostationer. M15 og M15A blev aldrig så populær i uden for Europa som Studer A80, selv om Telefunken’erne efter nogens meninger faktisk lyder bedre end Studer maskinerne. På funktionssiden er de to maskiner da også nærmest identiske – Begge maskiner har basale transportfunktioner, Play, Record, Stop, Fast Forward, Rewind og Edit. Tidstælleren er digital på begge maskiner og de har begge “Zero locate” funktion, der spoler båndet tilbage eller frem til 00:00. Edit funktionen er dog en smule anderledes på M15A, da den er kombineret med spolefunktionerne. Trykker man på knappen helt til venstre (de to trekanter/pile) går maskinen i spole-tilstand. Vippearmen der sidder mellem Record og Play kan så bruges til at bestemme hvor hurtigt maskinen skal køre frem og tilbage. Denne funktion er dog ikke helt trinløs som den er på A80, og der er derfor mindre præcis kontrol over hastigheden af båndets frem- og tilbageførsel. Der er dog efterhånden ikke brug for den type kontrol de steder hvor båndmaskiner bruges i dag, da disciplinen med at klippe og klistre og redigere på den måde som man gjorde førhen, ikke er udbredt længere. De fleste bruger i dag de professionelle båndmaskiner til enten arkivering af gamle optagelser, eller som mastering maskiner i pladestudier.

Et kig under hjelmen

Elektronikken i Telefunken M15A er modulopbygget, dvs. alt logisk styring af transportfunktioner (Play, Stop, Record, Spol frem og tilbage), forstærkermoduler, bias-oscillator, osv.  er monteret på hver sit printkort som sidder i maskinen som indstikskort. Indstikskortene gør elektronikken nemmere at servicere. Resten af elektronikken er også relativt nemt at komme til, men da maskinen er meget kompliceret, særligt i styreelektronikken til transporten, stopper nemheden også her. Ulempen ved de mange diskrete logiske kredse der sidder i maskinen er at der er mange forskellige signaler der går frem og tilbage i maskinen i mellem de individuelle moduler. Fordelen er så at det er 4000-serie logik-IC’er og derfor stadig er nemme at få fat i, når der er en der skal skiftes, som faktisk var tilfældet med det eksemplar jeg har. Transporten på maskinen er selvfølgelig bygget op med tre motorer. Der sidder to store kraftige Papst-motorer til at drive spolerne, med kraftigt moment, hvilket jo også er nødvendigt for at trække de store tunge spoler rundt. Særligt fordi der også understøttes 12″ spoler og 1000 meter AEG-pancakes hvorved der er cirka 40 procent mere bånd og derved også mere vægt. Maskinen spoler hurtigt og kommer hurtigt op i fart, og selv om det er en god stabil transport, så er det tydeligt at se det er designet til hastighed og ikke skånsomhed. Det er jo heller ikke meningen man skal tråde den med tyndt dårligt tripleplay bånd. M15A vil have kraftigt og slidstærkt broadcast bånd som f.eks. BASF LGR30P, LGR 50, SPR 50, AGFA PER525/528 og lignende professionelle backcoatede standard play bånd. Capstanmotoren er også et ordentligt monster, men capstanakslen er faktisk i dette tilfælde med remtræk fra motoren. Remmen er dog ikke bare den lille tynde rem man plejer at se i de mindre hjemmemaskiner, men en stor tyk rem der er cirka 1,5 cm bred. Derfor er der også god friktion, så der ikke er noget slip. Formodentlig har man valgt denne løsning for at give en smule bedre performance i wow&flutter som ligger helt nede på 0,03% ved 38 cm/s. Telefunken leverede deres båndoptagere enten med international trådning (som er det klart mest udbredte) hvor oxidlaget på båndet ligger ind mod midten af spolen, men den findes også med tysk trådning, hvor båndet altså ligger omvendt på spolen. Hvis man er på indkøb efter en Telefunken maskine, skal man være opmærksom på om det er “international threading” eller “german threading” – International er “den man skal have”

Hvad så med lyden?

Der er ingen tvivl om Telefunken M15A er en professionel studiemaskine – Det høres også! Ind- og udgange er transformerbalancerede og med XLR stik og justering af bias, level og eq sker på indstiksmodulerne som er let tilgængelige. Jeg anbefaler også at lydmodulerne får skiftet elektrolytkondensatorer, da de fleste af dem der sidder på ofte kunne trænge til udskiftning. Maskinen justeres uden problemer op til moderne bånd som f.eks. SM911 eller SM900, men kan også sagtens få rigtig meget ud af de lidt ældre broadcast bånd som f.eks. AGFA’s meget populære PER525 eller BASF LGR30P, når maskinen bliver korrekt kalibreret. Desværre er mit eksemplar i mono med fuldspors mono-tonehoveder, men selv med en mono-optagelse lyder den helt og aldeles fantastisk godt. På sigt håber jeg på at kunne finde et sæt stereo-tonehovedet samt et ekstra afspille- og optageforstærkerprint, så den kan blive fuldblods stereo. Vil du vide mere, så kontakt mig endelig – Maskinen er som udgangspunkt ikke til salg, men kommer der et godt bud eller en god byttehandel, er det ikke helt udelukket.

Filer